Dette bør du vide, før du selv skifter hjul

14.12.2020

Med det rigtige udstyr og en lille guide kan hjulskift være en relativt simpel øvelse.

Det sker hvert år: sommerdækkene skal af, og vinterdækkene skal på – eller omvendt. At skifte disse selv er der ikke noget hokuspokus i, men der er en række ting, du skal huske på – og et par stykker værktøj, du skal have klar.

Vinterdæk er ikke lovpligtige i Danmark, men mange lande omkring os har regler for brug af vinterdæk og pigdæk, så dette er vigtigt at holde sig for øje, hvis turen går udenfor Danmark i vinterhalvåret.

Selvom der ikke er nogen faste regler for, hvornår man ‘skal’ skifte til vinterdæk og omvendt i Danmark, anbefaler Rådet for Større Dæksikkerhed, at man skifter til vinterdæk, når temperaturen falder til under 7 grader. Derudover fremhæver de en tommelfingerregel: Skift til vinterdæk omkring efterårsferien og til sommerdæk omkring påske, alt efter hvornår påsken falder det pågældende år.

Værktøj til hjulskift

  • Donkraft
  • Kryds- eller skiftenøgle
  • Låsenøgle/aftagerværktøj til eventuelle låsebolte

Start med at finde et godt sted at skifte hjul. Det kan være mest behageligt at udføre jobbet indendørs, men måske lige afhængigt af vejret er det heller ikke noget problem at gøre det udendørs. Det er dog meget vigtigt at finde et godt fast og plant sted uden hældning, så bilen i værste fald ikke risikerer at falde af donkraften, mens du er i gang med at skifte.

Det mest problematiske dækskifte er nok, hvis du har en punktering og har et reservehjul i din bagagerum. Husk her, at de fleste nye biler rent faktisk kun er udstyret med en punkteringsspray med såkaldt dækskum. Denne hjælper dog kun midlertidigt og mod mindre skader på dækket.

Så det er vigtigt at vide, hvad man skal gøre i de forskellige situationer. Viking kan hjælpe dig, hvis du har en punktering – uanset om du har et reservehjul eller ej.

Sådan skifter du dæk selv

Arbejd med et hjul ad gangen. Gør hvert hjulskift helt færdigt, inden du går videre til det næste, og gentag processen på alle fire hjul.

Skifte Hjul Selv

1. Aktiver håndbremsen og sæt bilen i gear

For at hindre hjulene i at dreje rundt, mens bilen står løftet med donkraften, skal du først aktivere håndbremsen og sørge for, at bilen er i gear – eller i P/Parkering, hvis du har automatgear.

2. Løsn hjulboltene

Brug din kryds- eller skiftenøgle til at løsne hjulboltene, før du løfter bilen. Det er sværere og mere risikabelt at gøre dette, når først bilen er hævet over jorden. Skru ikke hjulboltene helt ud endnu. De skal kun løsnes.

3. Find det rigtige løftepunkt

I bilens brugsanvisning kan du se, hvor donkraften skal placeres. Det er vigtigt, at du kun bruger disse løftepunkter, som for øvrigt ofte kan ses afmærket på bilens panel. Hvis du benytter donkraften andre steder, kan det forårsage store skader på bilen.

4. Løft bilen

Når donkraften er korrekt placeret, skal du til at starte med kun hæve donkraften, indtil den presser mod bilen. Kontroller, at kontakten mellem bil og donkraft er stabil, inden du fortsætter. Løft derefter videre, indtil hjulet befinder sig lige over jorden

5. Skru hjulboltene af

Da hjulboltene allerede er løsnet, bør det nu være relativt let at skrue dem af. Sørg for, at du har styr på hjulboltene.

6. Fjern hjulet

Når hjulboltene er ude, bør det være muligt at løfte bilens hjul af, men nogle gange kan det sidde lidt fast. Du kan da sparke lidt på bunden af hjulet, så det løsner sig – men vær forsigtig, så det ikke falder af.

7. Kontroller, at du har det rigtige dæk

Inden du monterer det nye hjul, skal du sikre dig, at alt er, som det skal være. Mange dæk har en rotationsretning markeret med en pil på siden af dækket. Denne skal pege fremad. Dette er også en god mulighed for at tjekke dækkets tilstand og kontrollere, at det har en tilstrækkelig og lovlig mønsterdybde.

8. Monter det nye hjul

Sæt det nye hjul på navet, og sørg for, at hullerne i fælgen matcher hullerne i navet. Skru den nederste bolt i med hånden, så hjulet forbliver på plads.

9. Skru boltene i

Skru først alle boltene i med hånden. Når alle er på plads, kan du spænde dem med værktøj, men så er det vigtigt, at du spænder dem på tværs. Det betyder, at du altid skal spænde den bolt, der sidder placeret modsat i forhold til den forrige, du spændte.

Instruktionsbogen angiver, hvilket moment du skal spænde boltene med. Hvis du vil være helt nøjagtig, skal du følge dette, men som regel er det mere end nok at spænde dem med en kryds- eller skiftenøgle, indtil boltene sidder godt fast. Træd ikke op på dit værktøj eller brug overdreven magt. Dette kan gøre det vanskeligt at løsne boltene igen – og i værste fald beskadige dem eller fælgen.

10. Sænk bilen med donkraften, og spænd boltene igen

Når alle bolte er spændt godt fast, kan du stille og roligt sænke bilen med donkraften. Når bilen er helt nede, skal du efterspænde boltene – men igen uden at bruge overdreven magt – og igen på tværs.

Vask de hjul, du lige har taget af bilen, grundigt med fælgrens og vand, og opbevar dem pakket i plast eller lignende. Dækkene skal helst opbevares indendørs ved en jævn temperatur og ikke udsættes for direkte sollys. Dette sikrer, at de holder så længe som muligt.

11. Husk at efterspænde

Når du har kørt ca. 50 km, skal du sørge for at efterspænde boltene. De løsner sig muligvis lidt, når du har kørt nogle få kilometer. Når du har monteret nye dæk, er det også en god ide at stoppe ved en tankstation for at dobbelttjekke, om de nye dæk har det korrekte dæktryk.

Det er ikke så svært, men det er lidt tidskrævende – og du skal forvente at blive lidt beskidt af at skifte hjul.

Hvis det er første gang, du selv skal skifte hjul, bør du sandsynligvis forvente, at det tager ca. en time at skifte alle fire. De fleste værksteder vil imidlertid kunne gøre det for nogle få hundrede kroner, så dette er den nemme løsning, hvis du vil slippe for at gøre det selv. I så fald kan det være en god ide at booke en aftale på forhånd – og måske være lidt før ude end de fleste andre om efteråret.

Husk at vinterdæk fungerer bedst fra omkring 7 grader – selvom der ikke ligger sne på vejen. Det betyder, at du ofte kan skifte et godt stykke tid før, den første frost melder sig.

Om foråret kan du roligt vente lidt længere, men husk at du ikke skal køre med vinterdæk, når det er varmt udenfor. Det giver dårligt vejgreb og dækkene slides meget hurtigere end ellers.